For en uge siden i den første kamp gik Giallorossi af med sejren med en 2-1 score, men nu står de overfor en mere krævende test: kun 90 minutter adskiller dem fra en billet til videre avancement, og holder liv i deres håb om endnu en europæisk finale. Denne klimatiske kamp er sat til den 21. maj på San Mamés, den samme katedral i Bilbao, hvor Dybala og hans holdkammerater vil indtage den hellige græsplæne, mens de lokale stræber efter at vende deres underskud fra de døende øjeblikke på Olimpico.
Når man lytter til Ranieri og Dybala, er deres mission klar: “lad os starte fra 0-0” som om føringen aldrig fandtes. Som Ranieri advarer, “Hvis vi tror, vi kan spille for uafgjort, risikerer vi nederlag. Vi skal træde ind på banen med mod og forfølge vores spil.” Til forskel fra den første kamp kan man forvente Ranieri at styrke sin midtbane ved at bytte en trequartista for Cristante, og parre ham med Paredes og Koné. Hummels vil sandsynligvis vende tilbage i forsvaret, mens Shomurodov ligger foran Dovbyk i angrebet. Dybala, beskrevet af Ranieri som “en total leder,” vil støtte angrebet, inkarnerende Roma’s ånd.
Spurgt om han håber at nå 200 mål i sin karriere i morgen, sagde ‘Joya’, “Det ville være vidunderligt, men nøglen er at avancere i konkurrencen. At være mindre egoistisk er afgørende for Romas succes.” Dybala anerkender Ranieri’s indflydelse på hans ledelsesudvikling og udtaler, “Hans erfaring har givet mig selvtillid til at støtte mine holdkammerater, især de yngre.”
Målet? At slette bitterheden fra Budapest-finalen sidste sæson. “Den efterlod en bitter smag,” indrømmer argentineren. Mens finalen stadig kan være et fjernt mål, fokuserer de på at vende tilbage til San Mamés. Morgendagens kamp markerer et afgørende punkt i sæsonen, men Ranieri forbliver upåvirket: “Jeg dvæler ikke ved det. Jeg minder drengene om at glemme den tidligere kamp, uanset resultatet. Fortiden er vand under broen.”
Essensen er: ingen selvtilfredshed eller stagnation i nostalgi. Ranieri, der kender San Mamés fra en 3-0 triump som Valencia-træner tilbage i februar 1996, konkluderer, “Jeg er stolt af, hvad jeg har gjort. Når jeg går på pension, vil jeg se tilbage og se både mine præstationer og fejl, selvom de ikke vejer tungt på mig, ej heller dvæler jeg ved mine fortidige succeser.” Der er et kollektivt håb i Trigoria om, at når Ranieri reflekterer over sin karriere, vil morgendagens kamp ikke være blandt hans fejltagelser.
